EfB mødte på dagen nr. 3 i den italienske liga
Milan stillede med de to svenskere Gunnar Nordahl og Nils Liedholm. De var kendt fra trioen "Gre-No-Lin" - Gunnar Gren var stoppet i Milan, og nu var Jørgen Leschley Sørensen fra OB kommet på holdet - "So-No-Lin".
- Med de tre udlændinge på holdet var Milan klart overlegen, også selv om holdet ikke spillede sig ud. Det var billigt sluppet for EfB kun at tabe med 5-0. De to backsbrødre Reimer og Ove Hansen havde stort hyr med to af Europas hurtigste wings, Logoni og Vaili. Søren Andersen var hurtigste mand i angrebet og EfBs bedste, indskiftede Holger Nielsen havde gode fremryk. Gunnar Jacobsen kunne ikke lastes for de fem mål der gik ind. Milan - vel nok det stærkeste hold der har spillet på disse breddegrader - Juventus iberegnet, skrev Vestkystens udsendte om kampen.